I 2019 mistede Anne Brix sin hund, Chili. Sorgen og savnet efterladte et stort tomrum, ligesom da hun over 20 år forinden mistede sin mor, men ifølge flere psykoterapeuter er det helt normalt at sørge over alle slags væsener, da det er betydningen af væsnet, som spiller den helt store rolle.
Af Lasse Bisgaard Jensen
Tårerne triller og sorgen spøger allerede hos Anne Brix. Hun træder ind hos dyrlægen, og bliver mødt af sin trofaste ven gennem de sidste 11 år. Den lille, pjuskede hund med sort pels og lange øre ned langs hovedet, farer hen til sin ejer. Navnet på den lille hund er Chili. Frisk og frejdig ryster den sin haleløse bagdel og kigger glad mod sin ejer, men det Chili ikke ved, er, at om lidt har hun gået sine sidste skridt, slået sin sidste hjertebanken og skal en tur i hundehimlen.
Tre dage forinden har Anne Brix og Chili været til nogle prøver hos dyrlægen, hvor de skal teste hendes levertal, da Chili har haft diarre og ikke ville spise noget.
”Hun ville ikke engang have leverpostej, og hun ville altid have leverpostej,” fortæller Anne Brix med et smil på læben.
Dyrlægen konstaterer, at tallene ikke ser gode ud, og de bliver nødt til at akut indlægge Chili. Allerede der kan Anne Brix godt se, at det peger i den forkerte retning. Sorgen begynder at bide sig mere og mere fast, og tårekanalerne åbner op med jævne mellemrum. Kun få dage skulle der gå, før hendes skøre og tossede, men trofaste ven ikke længere skulle befinde sig på sin vante plads i sofaen i den sydvestlige del af Aalborg.
Anne Brix har på forhånd besluttet sig for, at Chili skal kremeres ved et dyrekrematorium i Hjørring, når den tid kommer.
”Hun skulle ikke bare ligge ude bag dyrlægen sammen med en masse andre døde dyr. Jeg skulle sige farvel på en ordentlig måde,” fortæller den 55-årige nordjyde.
Grædende kører hun til Hjørring med det varme lig på bagsædet. Chilis øjne er stadig åbne, og Anne Brix kigger flere gange på den aflivede hund og tænker, at den lige så godt kunne være levende. Men det er det irrationelle håb, der sidder fast i hende, og hun kan heller ikke acceptere ideen om at sige farvel.
”Da vi kom op til Hjørring, blev jeg spurgt, om jeg ville være med til kremeringsprocessen. Jeg valgte at sige ja, fordi jeg simpelthen ikke kunne give slip på hende. Jeg skulle være med til det allersidste,” fortæller Anne Brix.
Hun trykker på knappen, der sætter den 900 grader varme ovn i gang. Stille og roligt bliver Chilis lig til støv, og hun må nu lærer at acceptere, at Chili ikke er der, når hun kommer hjem igen.
”Herefter begyndte store grædeuge,” fortæller hun.
Foto: Privat
En undervurderet følelse
Netop gråd og sorg er en helt almindelig følelse blandt mennesker, når vi mister noget, der har betydning. Om det er et familiemedlem, sit job eller et kæledyr, så det kan det hele medfører sorg. Det siger psykoterapeuten, Lizl Rand, der specialiserer sig i oplevelsesorienteret psykoterapi, såsom angst, depression og sorg. Men når det gælder tab af kæledyr, er det ikke altid, at vi ser sorgen komme.
”Mange bliver overrasket over, at det kan føles så voldsomt at miste et kæledyr. Det overrasker os, at kæledyret kan have så stor indflydelse på ens daglige liv og trivsel, og dermed at savnet bliver så stort,” fortæller Lizl Rand.
Kæledyret fylder meget i hjemmet. Det skal passes og plejes, men vigtigst af alt så hjælper dyret med at afstresse og få tankerne væk fra hverdagens strabadser. Sådan siger psykoterapeuten, Anne-Marie Lorentzen, der har specialiseret sig i menneskers tilknytning til dyr, og har stiftet terapiklinikken, Tabafkældedyr.
”Der er lavet målinger på, at ens hjerterytme falder, når man for eksempel rør ved hunde. Vores stressniveau falder, og det gør hverdagen nemmere,” fortæller Anne-Marie Lorentzen.
Lige netop den tilknytning mennesket har til sit kæledyr, kan ligge til grund for, at man bliver overrasket over tabet og savnet, når den en dag går bort. Pludseligt forsvinder den praktiske tilknytning, og ens hverdag bliver vendt op og ned.
”Den praktiske indflydelse fylder meget, og det er først noget, man mærker, når den ikke er der længere. Mange siger, at der ikke findes et hjem så tomt, som dem der har haft et dyr, der ikke længere er der,” fortæller psykoterapeut, Lizl Rand.
Fakta om kæledyr i Danmark:
Over en million danske familier har et eller flere kæledyr, hvilket svarer til en tredjedel af alle danske hjem.
Heraf har lidt over 600.000 af dem en eller flere hunde. Det vil sige, at 20% af alle danske familier er hundeejere.
Kilde: Københavns Universitet og Danmarks Statistik, 2021
Det store tomrum
Hverdagen uden Chili var pludseligt en realitet for Anne Brix. Rækkehuset i den sydvestlige del af Aalborg føltes helt tomt. Og det var det også. Nu kom den lille, sortpelsede breton ikke rendende, når døren åbnede eller lå placeret på sin vante plads i sofaen og tog en eftermiddagslur.
”Jeg græd jo hele tiden. Jeg kunne bare gå hen og kigge på sofaen, hvor hun plejede at ligge, og tænke, der mangler noget her,” fortæller Anne Brix vemodigt.
Dødsfaldet kom i en periode, hvor Anne Brix havde været sygemeldt grundet nogle operationer. Hverdagene gik derhjemme og med Chili ved sin side. Men da Chili var væk, kom der pludseligt et tomrum, som ikke kunne fyldes ud. Hendes kæreste Michael gik på arbejde hver dag, og havde derfor et sted at tage hen, hvor han kunne være i ”helle”, modsat Anne Brix, som gik derhjemme. Savnet var stort, men det var noget andet, som fyldte mere for den 55-årige nordjyde.
”For mig handlede det mest om, at jeg manglede hende mere end jeg savnede hende. Jeg gik jo bare herhjemme, og jeg var vant til, at når jeg for eksempel gik ude i haven, så lå Chili på græsset ved siden af,” fortæller hun og tilføjer:
”Det skete ofte, at jeg gik nedenunder om morgenen, hvor hun stod der og rystede med bagdelen, men hun var der jo ikke. Det var noget jeg forestillede mig. Jeg følte mig helt sindssyg oveni hovedet.”
Sorgen taber hver gang
Mennesker kan altid overvinde sorg og savn, da det hverken er en psykisk lidelse eller sygdom, og det derfor aftager med tiden. Ifølge Lizl Rand kan sorgen sammenlignes med et pendulsving. Nogle gange er man nede i den afgrundsdybe sorg, hvor alt er forfærdeligt, men så svinger man op igen, når tankerne kommer andre steder hen. Sådan vil det være gennem hele sorgprocessen.
Men for at vi kan komme af med sorgen, er det vigtigt, at vi accepterer den. Det er 1 ud af 9 gode råd, som Lizl Rand har givet i sin sorgguide, til når man mister et kæledyr, lavet i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Et råd, som psykoterapeuten, Anne-Marie Lorentzen, bakker op om.
”Hvis vi bliver ved med at skubbe sorgen til side, så kommer vi aldrig videre. Derimod bliver vi nødt til at være i sorgen, og acceptere den.”
Derudover pointere hun, at det er vigtigt, at vi tør tale med andre om det.
”Snak med nogen der kan forstå din sorg. Om man går i terapi eller snakker med en god ven, så er det vigtigste, at man bliver mødt med forståelse og omsorg.”
Dog er det ikke alle der kan forstå sorgen, når man mister et kæledyr. Ifølge både Lizl Rand og Anne-Marie Lorentzen tænker mange, at det ”bare” var et kæledyr, og at det kan sagtens erstattes, hvilket skyldes, at sorgen i at miste et andet væsen end et menneske er helt ukendt. Derfor kan det være svært at snakke med andre om sorgen.
”Spørger du mig i dag, så var det værre at miste Chili”
Selvom sorgen og savnet ramte Anne Brix, havde hun hele tiden en person ved sin side: Michael. De gennemgik den samme sorg, og kunne altid åbne op for hinanden. På den ene og på den anden måde.
”Vi var begge to kede af det, så når den ene begyndte at græde, så gjorde den anden også. Han var den eneste jeg snakkede med om det i den første uge, men da det kom mere på afstand, kunne jeg også åbne mere op overfor andre,” fortæller Anne Brix.
For hende var det ikke et problem at åbne op, overfor dem der stod hende nært. Tårevæsken løb ned ad kinderne hver gang hun delte sin sorg, men det var også den bedste måde at komme videre på. Det er nemlig ikke første gang, at Anne Brix oplever sorg i sit liv, og derfor ved hun også hvad der fungerer for hende.
”Jeg mistede min mor for en del år tilbage, og der oplevede jeg også stor sorg og savn, så jeg ved hvordan det føles. Dog blev jeg overrasket over, at det tog så lang tid at komme over sorgen for Chili. Jeg havde forventet det med min mor, og jeg vidste, at det vil blive hårdt med Chili, men ikke så hårdt,” fortæller hun
For hende kan man godt sidestille sorgen, men tabene kom på to vidt forskellige tidspunkter af hendes liv, og derfor reagerede hun anderledes på sorgen. Men hvis Anne Brix bliver spurgt i dag, så ved hun godt, hvem der føltes værst at miste.
”Spørger du mig i dag, så var det værre at miste Chili. Men folk reagerer underligt, hvis man siger det, og derfor er det heller ikke noget jeg siger højt,” fortæller hun og tilføjer:
”Chilis død ligger mere nært, og derfor er det også den sorg, som jeg husker bedst.”
Anne Brix savner stadig Chili, men videoer og billeder minder hende om de gode stunder.
Der er kun en Chili
Da den værste sorg havde lagt sig, rejste det helt store spørgsmål sig: Skal vi have en ny hund nu?
”Nej!” var det første Anne Brix sagde.
En gang i mellem blev hun dog mindet om alle de gode minder med Chili. De mange aftener foran tv’et med Chili i skødet, eller de utallige ture til stranden med Chili i snoren. Men Anne Brix ville ikke have en ny hund. Hun ville have en ny Chili.
”Jeg føler, at jeg svigter Chili, hvis jeg kaster min kærlighed mod en ny hund. Det føles som, at hun ikke betød noget, hvis jeg bare erstatter hende,” fortæller hun.
Anne Brix’ kærlighed lå kun til en hund. Den hed Chili, og selvom man aldrig skal sige aldrig, så kommer der nok aldrig en ny hund i hjemmet i Aalborg. For der er kun en Chili.